INmotion

Venessa Eilert
← SHOW SIDEBAR
15 Aug 2013
HIDE SIDEBAR →
views 1288 / likes 0 / bookmarks 0

description

INmotion er et siddemøbel designet til de yngste klassetrin i indskolingen. Møblet er inkluderende i sit design, og tager hensyn til de elever som har særligt svært ved at sidde stille i klasseundervisningen.

Det skyldes bl.a. møblets vippefunktion, som har en beroligende effekt. Derudover er INmotion retningsløst og dikterer ikke en bestemt siddestilling. Det tillader børnene at være i bevægelse, frem for ”fastlåst” i én bestemt siddestilling, som på en traditionel stol med sæde og ryg. Desuden kan børnene nemt vende sig rundt på stolen og ændre retning/fokus, hvis de fx skal følge med oppe ved tavlen eller et andet sted i lokalet.

Der ud over har jeg arbejdet bevidst med at skabe varierende højder til fodstøtte, så børnene kan afveksle mellem deres siddestillinger, samt være halvt stående med støtte til bagdel og fod. Møblets åbne struktur er i øvrigt lavet for at undgå et hult møbel, der let kan give anledning til støj, når børnene fx banker hælene imod det, hvis de keder sig.

De dobbeltkrumme sidestykker og sædet er udført i formspændt egefiner og de tværgående sprosser i massivt eg. Sædet kunne også laves i materialet pur, for en mere fjedrende siddeflade.

INmotion har taget form på baggrund af research, samt egne registreringer og observationer på Lisbjergskolen i Århus, suppleret med anden viden fra andre indskolingsklasser på århusianske skoler.

7. semester efteråret 2011

comments